top of page

ANMELDELSE: The masters of Nature Photography


"Hvad får man hvis man sammensætter ti af verdens bedste naturfotografer i én og sammen bog? Svaret er, et enestående vidnesbyrd på jordens mangfoldighed og (måske ikke så overraskende:) naturfotos i verdensklasse. Hvis du kun skulle eje en enkelt bog om naturfotografi (hvilket naturligvis ikke giver mening!), så er denne bog et rigtigt godt bud. The Masters of Nature Photography er en fantastisk kilde til inspiration, for såvel øvet som mere grønne naturfotografer!"

Bogens redaktør er Rosamund Kidman Cox - den mangeårige leder af verdens største fotokonkurrence indenfor naturfotografering, Wildlife Photographer of the Year. Rosamund er en kvinde, der mere end nogen anden, oplever en stor mængde naturfotos i et gennemsnitligt kalenderår. Fællesnævneren for de ti fotografer der præsenteres i bogen er, ud over at være nulevende, passioneret for deres arbejde og besidde høje etiske standarder, at de alle har været honoreret i den prestigefyldte konkurrence – de fleste af dem som ”overall” vinder.

De ti udvalgte fotografer i bogen er: Jim Brandenburg (USA), David Doubilet (USA), Pal Hermansen (Norge), Frans Lanting (USA), Thomas E. Mangelsen (USA), Vincent Munier (Frankrig), Michael 'Nick' Nichols (USA), Paul Nicklen (Canada), Anup Shah (USA) og Christian Ziegler (Tyskland). Hvis man er interesseret i naturfotografering, burde disse navne få én til at nikke både genkendende og anerkendende! Det er simpelthen cremen af cremen, der er samlet her! Naturligvis vil man altid kunne argumentere at ”De Ti” skulle være sammensat anderledes, og at der i den store skov af dygtige naturfotografer, findes værdige kandidater det let kunne udskifte én af de ti. Personlig så jeg gerne to-tre af de udvalgte (amerikanske) fotografer udskiftet med eksempelvis ungarske Bence Máté eller nogle af de skandinaviske naturfotografer. Men sådan er vilkårene nu engang, når man skal udvælge ”de bedste af de bedste”, og det ændrer ikke ved at bogen er et festfyrværkeri af fantastiske fotos.

Bogens opbygning er relativ simpel, og følger formelen: 1 bog - 10 fotografer - 100 fotos. De ti fotografer er opdelt i hvert deres kapitel, der efter en introduktion af fotografen, indeholder ti fotos som de selv har udvalgt. Hvert foto er præsenteret på en enkelt side, og på modsatte side er fotografens egen ord, der beskriver hvor, og under hvilke omstændigheder, fotoet er optaget. I enkelte tilfælde oplyses også hvorfor netop dette billede har haft stor personlig betydning for fotografen. Det lette og luftige layout virker utroligt overbevisende! Det enkelte foto får den nødvendige plads og fremstår som det mesterværk det vitterligt er. Den supplerende tekst virker ikke forstyrrende for opfattelsen af billedet, men informationerne underbygger derimod oplevelsen af billedet. Som det hører og bør i seriøse fotobøger og magasiner, er lokalitet, årstal og exif data for hvert enkelt foto opgivet.

På trods af at jeg tidligere har stiftet bekendtskab med mere end halvdelen af billederne i bogen, påvirker dette ikke oplevelsen negativt. Dels tåler billederne et gensyn, og dels sættes billederne i en ny kontekst, når de præsenteres sammen med den informative tekst. Det er interessant læsning når Jim Brandenburg fortæller om sin karriere, og om hvordan hans legendariske billede af en polarulv, der hopper fra isflage til isflage, ændrede hans liv. Det er ekstremt lærerigt at læse afsnittet om den franske fotograf Vincent Munier, hvis ti fotos i bogen alle, på trods at være taget på vidt forskellige lokaliteter i verden, udtrykker kulde, barsk natur og en sjælden evne til at placere dyret i dets naturlige miljø. Munier’s billeder i bogen er farvebilleder, men fremstår alle som var de i monokrome, og billedserien giver et billede af hvor seriøst franskmanden arbejder med sine fotos: Her er intet tilfældigt over hans billeder, hvilket i høj grad kommer til udtryk i bogen, når hans fotos beskues i rækkefølge.

Spændende er det også at læse afsnittet med Paul Nicklen, og (gen-) se hans billeder fra Antarktis og Arktis. Nicklen er min egen personlige favoritfotograf, og der findes næppe nogen fotograf der er mere dedikeret og villig til at gå ”all in”, når det kommer til naturfotografering, hvilket hans ti fotos i bogen også vidner om. Og sådan fortsætter bogen med Christian Zieglers fotos fra troperne, Anup Shah’s billeder af primater og større pattedyr, hvor en stor andel er taget med fjernudløst kamera. Michael 'Nick' Nichols’ fotos har længe været en fast bestanddel af National Geographic og er allerede legendariske – også disse er repræsenteret i bogen. Side efter side udfordres sanserne, og bombaderes af former, linjer og farver og udfordrende beskæringer af motivet.

Den eneste skandinaviske fotograf, der har fundet vej i bogen er norske Pål Hermansen, hvilket er fuldt fortjent. Hermansens fotos fremstår som nogle af de modigste og mest ny-tænkende i bogen. Blandt de ti udvalgte fotos, er det legendariske panoramafoto fra Svalbard af en isbjørn der spiser en sæl med bjergtagende gletsjer i baggrunden. Også et enkelt af Hermansens serie fra Bilkirkegården i Värmland er medtaget. Det er imidlertid billederne af havfuglene i bevægelse optaget med lang lukkertid, billedet fra en svensk skovsø med titlen ”Chaos” samt det ekstremt simple foto ”Equilibrium”, hvor Hermansen for alvor adskiller sig fra de andre fotografer i bogen. Her får fotografens interesse for kunstfotografi lov at skinne igennem, og danner en kærkommet afveksling mellem mere traditionelle billeder af løver, tiger og elefanter i bogen.

Det er ikke første gang at en bogudgivelse samler en række mesterfotografer i én og samme bog – blandt andet har National Geographic haft udgivelser af den type – men ingen har været så vellykkede som The Masters of Nature Photography. De udvalgte fotos er alle af høj teknisk kvalitet, og fravalgt er ligegyldige close-ups og nuttede dyreunger. Bogen er en hyldest til naturfotografiet som kunstform og som redskab til at formidle miljøspørgsmål. Hvis du kun skulle eje en enkelt bog om naturfotografi (hvilket naturligvis ikke giver mening!), så er denne bog et rigtigt godt bud. The Masters of Nature Photography er en fantastisk kilde til inspiration, for såvel øvet som mere grønne naturfotografer!

Og til sidst en lille detalje: Bogens forsidebillede er seks små skovspurve fanget i det lækreste bløde lys under et snevejr af Vincent Munier. Blandt verdens bedste naturfotografer, hvis portefølje indeholder de mest fantastiske billeder af ikon-arter som eksempelvis isbjørne, elefanter og løver, vælger man gudhjælpemig noget så ordinært og almindeligt forekommende som skovspurve til forsiden. En modig lille genistreg, der understreger at naturfotografering ikke kun handler om at rejse verden tyndt for at fange de mest spektakulære arter med kameraet, men at gode motiver findes lige uden for vores dør.

The masters of Nature Photography, 224 sider, dimensioner: 28.8 x 25.6 cm, hardcover, sprog: Engelsk, udgiver: The Natural History Museum, ISBN-10: 0565093150, ISBN-13: 978-0565093150.

Bogen forhandles flere steder på nettet – bla. hos Amazon UK, hvor den er fundet til 20 £ plus fragt.

bottom of page